Kære krop! .. Hvorfor gør det ondt når jeg er nøgen? ..

Kære krop! .. Hvorfor gør det ondt når jeg er nøgen? ..

.. Den anden dag fik jeg ondt, ikke sådan rigtig fysisk ondt, nok mere sådan ondt indeni min sjæl og dybt inde i mit hjerte! Det var sådan en smerte som rammer en når man aller mindst venter det! Eller aller mindst burde vente den! Jeg blev ramt i kvinde omklædningsrummet, lige dér, hvor jeg af alle steder ikke burde bekymre mig om noget som helst!

Men for at forstå hvad der skete i det omklædningsrum bliver vi nødt til at skrue tiden tilbage! Tilbage til dengang hvor spiseforstyrrelsen endnu ikke var flyttet ind i mit hoved og i min krop!
Jeg var 10? Måske 11 år og ønskede mig, mere end noget andet i verden, bryster! Uha for når man havde bryster så var man virkelig noget ved musikken! Sådan en rigtig stor pige, som rent faktisk kunne gå i bikini uden at ligne et strygebræt …
Dét, er nok det ønske jeg har fortrudt allermest i hele mit liv! For bryster det fik jeg! Endda et par pragteksemplarer! De voksede og voksede. Ja faktisk stoppede de nærmest aldrig, og da jeg så blev gravid så voksede de fandeme igen. Hvor andres bh’er ligner en tophue, så ligner min et villatelt!..

Back to the beginning!

.. Og de blev store, meget store!
Faktisk så store at jeg aldrig i mit liv har kunne identificere mig med dem! Jeg har altid følt at det var brysterne der kom gående med mig og ikke mig der kom gående med brysterne! De har gjort mig ulykkelige!
Og så hjælper det altså ikke med den der spiseforstyrrelse, bare sådan lige til at krydre det dårlige selvbillede!
Siden mine teenageår har det været min mening at jeg ville have lavet mine attributter mindre. Meget mindre!
For ikke nok med alle de psykiske pinsler de har plaget mig med, så er der faktisk også tunge! De giver mig ondt i sjælen og ondt i ryggen ..
Det er bare loose/loose! ..
Egentlig kunne jeg godt have fået dem lavet som yngre men allerede dengang meldte det store spørgsmål sig “kan jeg så amme mine børn, når jeg skal have sådan nogle engang?”, og det kunne min ellers flinke læge jo ikke garantere mig .. (Ikke at amning er alting, men det betød alligevel noget for mig!) Hm! Desuden var der jo så også lige det der med at graviditet og amning som oftest deformere brysterne i mere eller mindre grad, så jeg valgte og vente! Vente til at jeg forhåbentlig, for første gang i mit liv, kan forholde mig til og NYDE! hvad der forefinder sig syd for min hage!

Tilbage i omklædningen ..

.. Nå! Og der stod jeg så!
Halvnøgen og næsten klar til 4500 squats i et varmt lokale, da jeg skulle skifte fra den ammebh jeg til dagligt bor i, til den sportsbh jeg engang kunne passe .. Da det slår mig! HVAD MED MINE AMMEINDLÆG?!? Hvordan skal jeg nu få dem smuglet ned i den UTROLIG stramme sportsbh uden at det vækker opsigt? For tænk nu hvis nogle skulle opdage at jeg er en ammende mor? En mor som nærer sit barn med noget af det reneste i hele verden?
Jeg fik ondt! Ondt helt ned i maven og ind i hjertet! Hvorfor følte jeg pludselig sådan et behov for at gemme mig, og det jeg gør væk?

Under normale omstændigheder og uden de voldsomme hormonpåvirkninger, er jeg OVERHOVEDET IKKE tilhænger af at ammende kvinder eller kvinder i det hele taget skal gemmes eller gemme sig væk! Faktisk er jeg nok mere til “free the nipple” end “hideaway the woman”! Men pludselig stod jeg der, og havde allermest lyst til at krybe i mit eget lille musehul MED mine ammeindlæg og lille sportsbh, og så ellers først komme frem når lyset var slukket!
Øv hvor gjorde det ondt! Og hvor var jeg sårbar lige dér!
Mig, min spiseforstyrrelse, “mine” bryster og mine ammeindlæg. Forvirret, fortabt og slået hjem i ludo ..
Allerede inden jeg var begyndt at lave squats, havde jeg lidt mit første nederlag, og nok det mest smertefulde af dem! (Hvis man ser bort fra dagen efter 4500 squats).
Hvad var det der gjorde at jeg fik følelsen af at jeg skulle ligne alle de andre eller ligne den jeg var engang, i det omklædningsrum? Hvorfor måtte de ikke se den jeg er nu eller ville jeg ikke selv se den jeg er blevet? Eller var det i virkeligheden fordi jeg som sædvanlig ikke kunne identificere mig med mine bryster og deres kunnen, eller var det fordi jeg i fitnesscenteret var alene med mig selv og min egen identitet? Spørgsmålene var mange og hobede sig op i mit hoved!

Igennem spørgsmålstågen fik jeg kigget mig omkring i omklædningsrummet! Der fandt jeg noget, som jeg efterfølgende har fundet endnu mere foruroligende, end min egen vrangforestilling af min krop!
Rundt omkring i omklædningen stod specielt unge piger, med hænder og arme viklet rundt om deres nøgne kroppe. Gad vide om de kæmpede ligeså meget indeni som jeg gjorde?
Og hvis jeg ikke havde ondt før, så fik jeg det nu! For hvad er det der gør at vi kvinder ikke er bekvemme i hinandens nøgne nærvær? Hvad er det der gør at vi føler vi skal gemme vores bryster, vores ammeindlæg eller vores numser?
Er det fordi vi tror at naboen vurderer og dømmer os? Eller er det i virkeligheden fordi vi vurderer og dømmer os selv? Ingen af delene burde nogensinde eksistere!

Den lille knude i maven af ømhed sidder der endnu, men jeg ønsker mig for alt i verden at den snart opløses, og jeg kan komme til at hvile i min morkrop! For den er fandeme sej!
At kunne nyde og tro på min mand når han siger “your body is a wonderland”, det er målet!!

Tak fordi du læste med!
Kærligst Julie alias Nogensmor

Den værste ven i mit liv! ..

Den værste ven i mit liv! ..

Nu er det nu, det er nu det skal være! Det er nu jeg føler mig stærk, klar og afklaret, det er nu I skal møde min ven. Min ven er ikke “bare” en ven, min ven er helt specielt! Sådan en rigtig “one of a kind”, personlig ven, én man ikke lige slipper når først venskabet er etableret.

Det er mange år siden jeg for første gang stiftede bekendtskab med min ven. Det er så længe siden at jeg har glemt præcis hvornår, men jeg mener det var omkring 6. klasse. Det var ikke venskab ved første blik, faktisk så var min ven, virkelig gode venner med en anden pige i min klasse, og egentligt så syntes jeg ikke at deres venskab var særlig godt og sundt. Tværtimod var der en uligevægt i venskabet. Der var også en form for splid, og jeg kan huske alle i klassen undrede sig!
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig at min ven og jeg skulle ende med så langt et forhold! Men det fik vi!

Vi startede meget forsigtigt i nogle frikvarter når jeg havde behov. Der var jo ingen der skulle tro at jeg ville stjæle noget fra nogen. Men jeg havde brug og behov for min ven.
Min ven var der altid!
Vores venskab udviklede sig, det tog fart, vi var nærmest blevet gensidige afhængige af hinanden. Vi mødtes tit, virkelig tit! Men altid når ingen var opmærksom på os! Vi skulle jo nødig vække for meget opsigt!
Min ven gjorde noget godt for mig, syntes jeg! Jeg fik en følelse som jeg aldrig havde følt før! En følelse af samhørighed, kontrol og sejr.
Jeg duede til noget sagde min ven, jeg var god nok, og jeg var rigtig. Min ven forstod virkelig at gøre mig glad, og give mig selvtillid!
Men nogen fik en mistanke og min ven og jeg blev sat på prøve!
Min mor kendte nu til vores venskab, og hun var ikke glad! Nærmere bange, frustreret og ked af, at jeg havde udviklet netop dette venskab. Hun ville passe på mig, beskytte mig og skærme mig imod min ven. Men det var svært! Hun gjorde alt hvad hun kunne, alt det rigtige! Men min ven var ikke sådan en man bare lige stopper et venskab med. Så hver gang min mor talte mig til fornuft, talte min ven mig dybere ind i venskabet.
.. Og sådan fortsatte det!
Jeg kunne ikke give slip! Jeg var blevet dybt dybt dybt afhængig af vores venskab, afhængig af det min ven kunne give mig, som jeg aldrig havde haft før! Der var så meget tryghed i vores venskab. En tryghed i at vide, når jeg fulgte min vens råd og anvisninger, så ville alt være godt! Min ven var også god til at rose! Specielt i starten af vores venskab, roserne ville ingen ende tage, når bare jeg fulgte min vens dagsorden. Det var jo nemt!

“.. Der var ikke noget min ven og jeg ikke kunne klare sammen. Vi var et team, et makkerpar. Når verden omkring mig var svær og uoverskuelig, var min ven der.”

.. Og sådan blev det ved! Med årene blev min ven dog mere og mere grov og bestemmende. Men når bare jeg gjorde hvad min ven efterhånden befalede så var alt godt i vores venskab! Stillede jeg spørgsmålstegn eller lod være, blev min ven enormt ubehagelig! Kaldte mig mange grimme ting, lod mig vide hvor uduelig jeg var, det gjorde mig ked af det. Men også dér, som så mange andre gange, var min ven der med det samme. Klar til at støtte og opmuntre mig, når bare jeg efterkom ordre. Så det gjorde jeg!

Der var ikke noget min ven og jeg ikke kunne klare sammen. Vi var et team, et makkerpar. Når verden omkring mig var svær og uoverskuelig, var min ven der. Jeg var vild med følelsen af den kontrol som min ven gav mig. Det var mig der havde kontrollen over det svære og uoverskuelige! Når bare jeg også havde min ven! Hver gang et problem dukkede op, gjorde min ven også. Gjorde jeg som min ven sagde, fik jeg selvtillid, overskud og kontrol.
Sådan var vores venskab i mange år!
Der var perioder hvor vi ikke var så tætte, og der var perioder hvor jeg ikke kunne leve uden! Min ven var standhaftig. Ingen kunne skille os ad!

Men nu skal vi skilles! Jeg har taget et valg. Det er bestemt ikke noget min ven bryder sig om! Men jeg vil ikke mere! Vores venskab må ende. Det bliver svært. Svært for os begge. Jeg ved at min ven hver dag vil banke på, vil forsøge sig og tale mig tilbage i venskabet.
Men jeg er træt! Træt af min ven. Træt af de evindelige befalinger og grimme ord, nu skal det være slut! Jeg er bedre end det.
Det bliver hårdt, men jeg er klar. Klar til at blive fri, klar til at blomstre uden kontrol og ubehag.
Jeg håber de har ret når de siger jeg kan komme helt ud af venskabet, uden at skulle bekymre mig yderligere om det i fremtiden.
Jeg håber de får ret, for jeg er bange! For hvem er jeg uden min ven? Min ven som har fulgt mig i tykt og tyndt, som hver dag har stået ved min side, hadet mig og elsket mig? Men jeg er villig til at være bange, bange for en stund, for nu skal det slutte! Jeg vil ikke mere, ikke mere tyranni og ikke mere kontrol.
Nu er det mig der bestemmer!

Jeg vil ikke længere kalde dig min ven, jeg vil kalde dig hvad alle andre altid har kaldt dig – min spiseforstyrrelse!

Tak fordi du læste med!
Kærligst Julie alias Nogensmor

Ohh my’ !! Mommy is going out ..!!

.. JA! jeg var var ude, og JA! jeg hyggede mig! Så inden I ringer til Mor-politiet, ammemafiaen og de sociale myndigheder eller måske starter en anden form for mor-shaming, så husk lige på at, nogen også har en far 😉 .. 

Nå men lad os starte lang tid før i lørdags! For det at skulle ud som ammende mor, kræver at man tager et valg om hvad baby skal indtage når nu brysterne går til fest.
Jeg valgte at jeg ville lave et mindre fjernlager af den gode fede moderfløde i fryseren, og det kræver altså en del arbejde! Jeg må lige indskyde at jeg absolut INTET har imod erstatning (i visse kredse er det jo nærmest = kriminalitet), men jeg erfarede med nogen vol.1, at hans mave gik fuldstændig banans, og hvis jeg ikke havde et kolik-dæmonbarn før ondt i maven, så fik jeg det altså når han havde ondt i maven .. 
Så da jeg vidste at jeg skulle ud og svinge træbenet, tog jeg en beslutning om at jeg ikke turde gamble med nogen vol.2‘s mave, og indtog positionen som malkeko. For det er sådan man føler sig! Hvis ikke man har en glubsk babyshark hængende i attributterne, så sidder man og moser på en brystpumpe – Arla! Just call me! 
MEN! det lykkedes! og den halve fryserskuffe blev fyldt op med de våde vare! 

.. OG så blev det lørdag! Dagen hvor mor skulle støves af og træbenet skulle vise sit værd! 
At skulle ud af døren til en bestemt tid som mor, kræver at dagen er mere minietuiøst planlagt end en militær NATO øvelse i Østersøen! Hvem gør hvad hvornår? hvad tid skal der spises, soves, barberes ben, tørres hår, skiftes ble og ikke mindst ammes, for at det hele kan hænge sammen, ingen lider overlast og at der ikke kommer gylp i det NYVASKEDE hår eller på kjolen (som du i dagens anledning har fået skruet dig ned i)! 
Så efter at have ageret hærføre og have udkommanderet gøremål hele dagen blev det min tur til den store forvanding – fra joggingtøj til partydress! 
Denne manøvre kræver ligedele tid, udstyr, forberedelse og fred! For ærligt, hvem kan lægge make-up uden at komme til at ligne noget der ville gøre selv Donald Trump misundelig, med en 2 årig tornado med på badeværelset? 
Nå men det lykkedes mig at få kørt så meget primer, concealer, foundation og pudder i hovedet at man kun i den helt rigtige belysning ville opdage de kroniske sorte render under øjnene. Panda-looket er det nye sort – jeg siger det bare! ..  
Så skulle jeg skrues ned i noget som var lidt strammere end hverdagens joggingtøj. Let’s be hornest! Det kræver sgu en del spandex, af den rigtig stramme slags! Sådan noget er jeg gudskelov den lykkelige ejer af! (Det burde helt ærligt følge med når man forlader fødegangen!). 

Tillykke med den lille ny! Her er babys CPR nummer, og en spandex trusse til mor, der er stadiet før et 1700-tals korset .. Held og lykke med at trække vejret!

Man må lide for skønheden, sagde de! og hvem er da også nogensinde død af ikke at trække vejret en hel aften? .. 

Nå men iført min Donald Trump maskering,  mit spandexkorsettet og partykjolen, så lignede jeg noget nær et af de menneske der får sammenhængende nattesøvn! Hurra for det! 

For øvrigt var det en julefrokost med nogle af mine aller bedste veninder, som jeg havde snøret mig ind i spandex for! Jeg er sikker på at de var jævnt ligeglade med min mundering, men det var jeg ikke! 

Det var en fantastisk aften! Deres selskab går man aldrig galt i byen med! De er min selvvalgte famile! Uden dem ville jeg ikke være det menneske og den mor, som jeg er og gerne vil være! Tak for jer <3 
Nå men aftenen bestod af en 4 retters nytænkt julefrokost menu. Vi syntes selv at vores genialitet ingen ende ville tage, da vi havde fundet på at nytænke de klassiske julefrokost retter til noget nær gourmet (ihvertfald hvis man spørger os). Selvfølgelig skulle alle disse udsøgte retter akkompagneres af drikkelse i diverse farver, samt med og uden bobler! Vi er jo genier! NOMA i ringer bare!… 
Og ingen julefrokost uden pakkeleg! Så efter endt indtagelse af vores genistreger, så blev raflebæger, terning og de altid interessante gaver fundet frem. 
Jeg sværger! Sådan en pakkeleg kan få det værste frem i folk! Det kan forvandle selv den mest velafbalancerede kvinde (haha! sådan en findes ikke!) til et vildt og glubsk monster, hvis eneste mål i tilværelsen er at nakke alle de andres pakker OG smide terningen væk! Men sådan er vi jo selvfølgelig ikke .. (den lader vi lige stå for sig selv!)
Jeg tror jeg slutter med bare at vedhæfte lidt billeder, de beskriver vidst resten af aftenen bedre end jeg kan! 

Tak fordi du læste med! 
Kærligst Julie alias Nogensmor 

New kid on the Blog …

New kid on the Blog …

..”Det ville være rigtig godt hvis dit første indlæg er en velkomst til din blog, sagde de..” 

Jamen det vil jeg da så prøve, så nu vil jeg begive mig ud i den ædle kunst – at blogge. 
Hvem er Nogen? og hvem er Mor?  

Lad os starte med Mor!.. 
Hvem er jeg? tja det har jeg også spurgt mig selv om temmelig mange gange efterhånden! Men jeg kan da altid starte med det faktuelle jeg hverken kan eller vil (måske lidt alderen) løbe fra! 
Mit navn er Julie Ida Møller Nielsen (Langt! – I know, jeg er gift). Jeg kom til verden en eftermiddag i Marts for 26 år siden. Til daglig husere jeg i Rødovre, som for indfødte Københavnere nærmest er provinsen (alt vest for Valbybakke er landet), men for mig som bonderøv (jeg er født og opvokset på Lolland), er det den helt perfekte kombination af “landlig idyl”, grønne områder og tilstrækkeligt med offentlig transport, som af og til kan transportere mig ind på den “rigtige” side af Valbybakke, så jeg kan få et sus af storbyen!  
Jeg er gift med Morten, som jeg for ca. 2,5 år siden swipede “right” til, og traadaaaaah!!!!!! Der var et match! Så drak jeg mig mod til og skrev til ham (selvom det jo altid er fyren der skal skrive først – NOT), og her er vi idag! 
Sammen har vi de omtalte – nogen – som er Elliot Storm fra Januar 17′ og Alma Ida fra September 18′. 
Jeg er uddannet sygeplejerske og arbejder på en af landets mest specialiserede Infektionsmedicinske afdelinger, når jeg ikke er på barsel … 
Jeg er ikke bange for at sige ting højt og derfor vil der indimellem også komme indlæg om desværre stadig tabubelagte emner som psykisk sårbarhed. Jeg har nemlig selv en smugle (læs: en del) erfaring at trække på fra mit eget liv. Dette vil blive krydret med humor, selvironi og lettere sarkasme. For selvom det er sårbare emner, så er det min personlige fortælling og hvis ikke jeg havde min humor og selvironi så havde jeg et meget kedeligt liv! Der skal altid være plads til smil og latter! 

Nå men nok om mig! .. Hvem er så de der nogen? 
Egentlig er de overhovedet ikke “bare” nogen, de er mine børn! Mine børn som jeg elsker fuldstændig betingelsesløst helt op til månen og endnu længere ud i universet! Så fik vi det slået fast! Så nogen er altså ikke fordi jeg ikke kan forholde mig til mine børn, ikke elsker dem, eller noget som helst andet. Nej nogen opstod for mig da jeg fandt ud af at jeg var gravid med Elliot. For lad os bare være helt ærlige, det var ikke rigtig meningen at jeg skulle have børn lige der! Det var jeg helt overbevist om at jeg på ingen måde var klar til! Jeg kunne knapt håndtere weekendens tømmermænd, som efterhånden var begyndt at vare til Tirsdag eftermiddag, så hvordan skulle jeg så kunne håndtere at være nogens mor? .. 
Det fandt jeg da så heldigvis temmelig hurtigt ud af at håndtere og den nogen som havde valgt mig som sin mor, viste sig at være den mest fantastiske søn man kunne forstille sig (hvis vi lige ser bort fra kolikken)! 
Den anden nogen, som viste sig at være min datter Alma, skulle heller ikke fra start af gøre livet nemt for sin mor. Inden jeg overhovedet kunne tisse de 2 famøse streger på den der pind, så nedlagde nogen vol.2 mig med så voldsom kvalme og opkast, at jeg måtte indlægges til gentagende væskebehandlinger. Kvalmen og opkastningerne varede ved hele min graviditet og samtidig vandt jeg så også bækkenløsning, så jeg skulle humpe rundt på krykker og føle mig som en invalid. 
Så det der med at graviditet ikke er en sygdom, det er i ordets forstand også sandt nok, men er du gal man kan blive syg af de ting en graviditet også kan føre med sig! 
Jeg hader at være gravid! … Men jeg ord kan ikke beskrive hvor højt jeg elsker de nogen som valgte mig som deres mor!.. 

Jeg vil lave oplæg når den 2 årige tornado og lillesøster tillader det, og når alenetiden ikke skal bruges på et langt varmt bad eller en fredelig tur i Netto! 
Jeg håber du som læser vil sidde tilbage med følelsen af at du ikke er alene og et smil på læben!  
 
God læselyst! 
Kærligst Julie alias Nogensmor

De nogen som det hele handler om!