JEG! er verdens sejeste kvinde! – Beretning om da nogen vol. 2 kom til verden..

JEG! er verdens sejeste kvinde! – Beretning om da nogen vol. 2 kom til verden..
10 min gammel

Undskyld stilheden, men vi har sådan ca. haft ligeså travlt som alle andre småbørnsfamilier her i julen. Det har vi så krydret med at den 2 årige tornado har haft juleferie i noget som føltes som et år 😀 – MOR ER TRÆT!
Men nu syntes jeg alligevel at jeg ville fortælle lidt om da nogen vol.2 kom til verden en varm, stille (undtagen på stue 8 på Hvidovre fødegang) og ikke mindst smuk nat i september.

“Tænk sig at på forhånd kende nogen vol.2‘s fødselsdag. Dagen hvor jeg skulle lide, skrige, være ynkelig, have ondt, ville give op, ramme bunden af det sorte hul, for til sidst at være den stærkeste version af mig selv nogensinde og føde vores datter! Det var den mest surrealistisk følelse!”

Men lad os spole tiden lidt tilbage, helt nøjagtigt 38+1 uge. Det var nemlig ca. her at nogen vol.2 valgte os som sine forældre – OG lad os nu være helt ærlige! .. Vi ved jo alle sammen godt at babyer ikke kommer med storken eller GLS (undskyld mor! :D)
Nå men kort tid efter forælderudvælgelsen, indsatte en led og indvaliderende kvalme. En kvalme så stærk og voldsom at det ikke kan forklares eller forstås, uden at have prøvet det! Det var ikke bare skidt, det var RIGTIG SKIDT!
Min hverdag bestod af opkast, opkast og mere opkast. Ingen mad, måske lidt cola (det smager kun godt på vej ned!!) og søvn “and then repeat”. Jeg var med de famøse 2 magiske streger på tispinden, blevet forvandlet til en zombie, en lorte mor og en hæslig kone. Jeg siger bare, den dårlige samvittighed åd mig op!
Jeg vil for nu skåne jer for resten af denne rædselsfulde oplevelse, da den ikke skal overtage noget af det smukkeste jeg nogensinde har været med til.
Men for lige at runde det af, så forløb resten af graviditeten virkelig skidt! Daglig medicin imod kvalmen, væskebehandling for at opretholde min væske og elektrolytbalancen og jeg fik selvfølgelig også så åndsvag bækkenløsning at jeg måtte indlægges, gå på krykker på de gode dage (de dårlige lå jeg i sengen), have 3 forskellige fysioterapeuter, samt daglig smertestillende. Hurra for en oplevelse!

Med alt dette taget i betragtning forbarmede verdens sødeste fødselslæge sig over mig og min situation, og indstillede mig til igangsættelse. Jeg kunne seriøst have giftet mig med hende (undskyld Morten skat :D). Det var på én og samme tid en mega forløsning og mega angstprovokerende!
Igangsættelsen skulle finde sted 38+0 fulde graviditetsuger eller den 18.09.18.
Tænk sig at på forhånd kende nogen vol.2‘s fødselsdag. Dagen hvor jeg skulle lide, skrige, være ynkelig, have ondt, ville give op, ramme bunden af det sorte hul, for til sidst at være den stærkeste version af mig selv nogensinde og føde vores datter! Det var den mest surrealistisk følelse!

.. Og så det blev den 18.09.18, dagen vi havde ventet på de sidste 2 uger, som forøvrigt havde føltes som 2 år! Vi havde allieret os med min mor, som skulle bo hos os, og passe nogen vol. 1, mens vi fik klaret ærterne på fødegangen.
Aftalen med fødegangen gik i alt sin enkelthed ud på at de ville kontakte os, når de kunne se at de havde en jordemoder ledig til os. Super fint, da jeg tænker at ingen ønsker at føde uden en jordemoder! (Medmindre man bor langt ude i den øde skov og føler sig i et med naturen? hvad ved jeg? Det er ihvertfald ikke noget for mig!)

Vi er løbende i kontakt med fødemodtagelsen som undskylder at de endnu ikke har haft frie hænder til os (nu er det jo sådan set ikke deres skyld hvem og hvor mange der går i fødsel), så det tog vi nu meget stille og roligt!
Det var på én og samme tid, den korteste og den længste dag i min graviditet!
Og så ringede telefonen …. Det var nu!
Hvor var det ambivalent at skulle kysse nogen vol 1. farvel, for sidste gang med stor mave og køre afsted imod Hvidovre, velvidne at vi ville vende hjem med hans lillesøster.
Ikke noget ud og ind af modtagelsen, ikke nogen vurderinger eller frygtelige pillecocktailes, ingen skuffelser! Nej et planlagt og forhåbentligt roligt fødselsforløb lå lige for næsen af os.
Vi ankommer og bevæger (læs snegler) os imod fødemodtagelsen hvor de indledende undersøgeler skulle foretages. Alt så fint ud! godt 4 cm åben, moden og klar til at få taget vandet da ….. endnu en mere akut end jeg springer foran i køen..

Nå på med bukserne og ud og luske en tur på de stille gange på Hvidovre. Det var først på aftenen og på denne tid af døgnet sænker sig en helt speciel ro over et hospital (sagt af sygeplejerske som elsker aftenvagter, men alt for sjælendt har dem da de passer EKSTREMT dårligt ind i en børnefamilie-hverdag). Jeg er vild med den ro!
Jeg tankede op til det store fødemarathon med noget så næringsrigt som en træstamme fra 7/11 og en faxe kondi 😀 ..
Vi var blevet bedt om at indfinde os på fødemodtagelsen igen efter en times vandring eller træstammespisning, så en halv time før mødetid sneglede vi os igen af sted (med bækkenløsning og nu rullestol skal man seriøst indregne transporttid). Vi ankom og NU havde de tid til at tage vandet. JUHUUUUUUU! Nu kom adrenalinen også snigende! Det var nu, hold kæft hvor var de syret!
Nå bukserne af og op på briksen.
Morten blev bedt om at hold mit ene ben, så jordemoderens arbejdsstilling blev fordelagtig for hende. Det tænkte jeg nu ikke videre over, da Morten selv tog imod nogen vol. 1 da han blev født og ikke på nogen måde blev slået ud eller dårlig af dette! Da jordemoderen så har – hvad der føles som hendes halve arm MED modhager – oppe i mit underliv og fostervandet vælter ud som en svensk elv ved forårstid, kan jeg fornemme på Morten at han ikke er helt comfy i situationen. Hans kropssprog signalere ligesom – HJÆLP MIG!!! ligesom farven i hans ellers sommerbrune ansigt ændre sig til død askegrå, og så blev manden sgu dårlig. Sikke en start! Dog ikke mere dårlig end at han holdt sammen på sig selv for min skyld, blev stående og holdt mit ben til elven havde bruset færdig!
Jeg blev nu udstyret med en skøn nettrusse med tilhørende bind (læs voksenble) som jeg er sikker på at det meste af det danske kongehus kunne bo i, og så ellers sendt på endnu en gåtur. For vi ville jo allerhelst at veerne bare kom af sig selv! Drømmesenarie!
.. Og vi gik! for dem af jer som aldrig har været på Hvidovre, så er det én lang gang. Rimelig simpelt at skulle gå ve-tur der! Trods min bækkenløsning, blev jeg stædig! Jeg VILLE gå, jeg VILLE gå selv og jeg VILLE have naturlige veer! Så vi gik! Først ned til den ene ende, op til 1. etage og så begik vi os ellers ud på de ca. 600m ned til den anden ende. Omkring midtvejs fornemmede jeg en murren i føderegionen, som jeg næste ikke turde håbe på var begyndende veer, men det var det! 20 min efter vandet var taget. HURRAAAAA! og så startede det hårde arbejde!

Jeg havde inden fødselen forberedt mig på metoden “Smertefri fødsel”. Jaja! Er der sikkert nogle der tænker, man kan overhovedet ikke føde smertefrit! og NEJ, det kan man ikke! Men man kan i min overbevisning føde kontrolleret og trænet! Så kontrolleret og trænet at man har fuldstændigt styr på sin krop under veerarbejdet, således at vesmerterne ikke bliver ukontrolleret og din fjende men at du byder dem velkommen, er i dem så de bliver din samarbejdspartner henimod mødet med din baby!
Det lyder jo alt sammen, vældig fint og flot, måske også en anelse alternativt, men det virkede! (ihvertfald lige indtil jeg ramlede lige ned i det store sorte udmattede vehul).

.. Og der hang jeg så, omkring Mortens hals hvergang en ve meldte sin ankomst. Hold kæft hvor må jeg have været tung! 😀 Men han stod der, min klippe, min tryghed min mand, og holdt mig hver evig eneste gang, mens han hviskede kærlige ting i mit øre til veen var forbi.
Vi arbejdede sammen!

Nå men nu skulle denne puste og stønne teknik altså tages i brug! For der gik ikke længe fra den første murren til de regelmæssige veer meldte deres ankomst. Og der hang jeg så, omkring Mortens hals hvergang en ve meldte sin ankomst. Hold kæft hvor må jeg have været tung! 😀 Men han stod der, min klippe, min tryghed min mand, og holdt mig hver evig eneste gang, mens han hviskede kærlige ting i mit øre til veen var forbi.
Vi arbejdede sammen!
Da vi efterhånden har skiftevis vandret og hængt i 1,5 times tid, mener Morten bestemt at det er tid til at gå til fødegangen, hvis ikke jeg altså har lyst til at føde ude foran ortopædkirurgisk afdeling.
Jeg var nu ikke helt enig, for jeg mente bestemt godt at jeg stadig kunne være i veerne. Men han fik sin vilje (hvilket måske også var meget heldigt), og vi indfandt os på fødegangen ved 23 tiden om aftenen.
Vi blev mødt af den sødeste jordemoder i døren som viste os hen til en drøm af en fødestue!
Jeg havde et kæmpe ønske om at komme i vand, så de havde fundet den største fødestue på Hvidovre til mig! Alt var godt! Indtil .. Verdens sureste et eller andet, indfandt sig på stuen med et klyx…. Hvorfor hun var sur kan jeg kun gætte på, men helt ærligt, hvor fedt er det også lige at skulle slutte sin vagt med at sprøjte 250ml saltvand op i røven på en klynkende kvinde? ..

Jeg blev sendt i brusebad og jeg insisterede på at Morten skulle gøre mig selskab på badeværelset. Så der sad manden, iført lange bukser og bluse i et lille bitte MEGET fugtigt og 50 grader varmt badeværelse og talte mine veer. Efter hvad der føltes som alt for kort for mig, men sikkert som en evighed for Morten, nåede vi til et sted i fødselen hvor Morten mente det ville være smart at være på en fødestue og ikke i et lille bitte badeværelse. Men det krævede hans bedste overtalelsesevner at få mig ud fra den dejlig varme bruser og dens smertedæmpende kræfter! Og iøvrigt kunne jeg jo ikke gå ind til fødestuen, for jeg havde glemt mine bukser og jeg ville ikke færdes på FØDEGANGEN?!?! uden bukser på. Den lader vi lige stå ….
På magisk vis (med eller uden bukser husker jeg ikke) indfandt vi os igen på stue 8.
Men den sure kvinde fra tidligere havde skræmt mig. Hun havde skræmt mig så meget at jeg tiggede og bad Morten om ikke at ringe efter en jordemoder for tænkt nu hvis det var hende den mugne der kom ind? Hun ville være alt det jeg frygtede.
Men Morten var igen insisterende og hev i den røde snor.
Jeg bad alverdens bønner og trommedansede imaginært for at de højere magter skulle være på min side, og det var de!
Ind kom nok jordens rareste jordemoder kvinde Tina!
Mine bønner var blevet hørt!
Vi fik hilst i mellem alt min pusten og stønnen, og vi fik fortalt vores fødselsønsker! Hun var helt på vores hold!

Jeg var i virkeligheden skide bange for at der ikke var sket i skid oppe i min fødekanal, og at de efterhånden vanvittige smerter havde været forgæves…

Morten ville meget gerne at jeg igen (han aner ikke hvad han snakker om …) blev undersøgt indvendigt, for at få en status på fødselen. Men ja skat, lad mig da endelig få en halv arm op i underlivet igen nu. Så vi alle kan få ro i maven.. MÆND!
Jeg var i virkeligheden skide bange for at der ikke var sket i skid oppe i min fødekanal, og at de efterhånden vanvittige smerter havde været forgæves. Men igen var nogen på vores side, og alt det min krop havde modarbejdet mig i graviditeten var fortid og nu var min krop den perfekte fødekrop (åbenbart! …)
7 CM ÅBEN?!?!? say what!
Så skal vi snart holde fødselsdag udbrød min nye bedste veninde Tina! Hun fik en smugle småtravlt!
Badekarret blev fyldt, ét styks smerteforpint vraltende mama blev bukseret over kanten og ned i det varme vand. Der lå jeg så og skvulpede rundt alt imens veerne væltede ind over mig og Morten løb i pendulfart mellem håndvasken med de varme klude og mig i badekarret. Nu var vi igang, sådan rigtigt for alvor igang!

.. For hvor vanvittigt det end lyder var mit største ønske at få lov at til at være tilstede i fødselsen og mærke min krop arbejde – og det skal jeg love for at den gjorde!

Tina var rolig! Ikke den store tilhænger af div. måleinstrumenter, elektronikdimser eller alle mulig andre forstyrrende apparaturer! Det var dejligt!
For hvor vanvittigt det end lyder var mit største ønske at få lov at til at være tilstede i fødselsen og mærke min krop arbejde – og det skal jeg love for at den gjorde! Jeg havde de mest vidunderlige vepauser med plads og overskud til at snakke og joke og når veen kom og indvaderede min krop forsvandt jeg ind i en helt anden verden hvor jeg kæmpe med alt hvad jeg kunne og havde lært for at arbejde med smerterne.
Og sådan gik det, lige indtil jeg faldt ned i et stort sort hul, som var dybere end jeg havde kræfter til at kravle op af!
Nu, mere end nogensinde før, havde jeg brug for Morten og igen var han der!
Jeg var parat til at gå hjem, jeg ville ikke mere og kunne bestemt ikke rumme mere smerte! Men igen viste Morten hvorfor han er den helt perfekte mand for mig! Han tog mine arme om hans nakke, fortalte mig ting i mit øre som gav mig kræfter til at holde ud og fortsætte.
Der hang jeg, udover kanten med armene slynget om nakken på min gennemblødte mand, og så kunne jeg mærke at det var nu! Jeg skulle føde!
Op til dette NU, føltes det som om at jeg forsvandt ind og ud af bevidstheden af bare udmattelse og smerte, så derfor står denne overgang enormt klart for mig!

Jeg skal SKIDE! det var jeg sikker på, eller ved nærmere eftertanke skulle jeg føde. Men for dælen det føles ens! (fødsels nok bare lidt mere smertefuldt).
Tina siger nu til mig, at jeg skal gøre hvad med min krop fortæller mig, hverken mere eller mindre! Og det virker! Jeg kan mærke det virker! Endelig at kunne få lov at arbejde med, istedet for bare at skulle holde ud, sikke en befrielse! Og det går stærkt!
Jeg er en powerkvinde med skjulte kræfter!
Tina beder mig mærke efter “indvendig”, så jeg får følelsen af hvor tæt jeg er på målet!
.. Og dér! Lige dér er hendes lille hoved! Nu er det nu!
Morten vil som med nogen vol. 1, gerne tage imod, og det skal han selvfølgelig! Så Tina beder ham komme ned i hendes arbejdsområde, mens jeg skriger at nu bliver SOSU’en nødt til at holde mig hånden, for det har jeg brug for!
Inden jeg skal føde hovedet giver Tina mig klare instrukser på at jeg for ALT i verden IKKE må presse hende ud, men jeg skal puste hende ud.
Nå ja, helt sikkert, for overskuddet er da lige til lidt mere teknik nu, men selvfølgelig vil jeg da prøve at modarbejde min pressende krop her på falderebet … Og jeg gør det! Jeg gør alt det Tina beder mig, uden at tøve. Jeg puster og puster som om jeg aldrig har lavet andet hele mit liv, og så var hovedet født.
Morten ser som den første vores lille pige, der under vandet og stadig halvvejs indeni mig. Det var vildt!
Tina instruere nu min private jordemoder Morten i hvordan han skal tage fat om skulderne når de er født og holde hende under vandet i ca. 1 minut så ikke hun får et chok. Og der kom hun! Kl. 01:21 står Morten med vores datter under vandet i fødekarret, jeg har seriøst verdens sejeste mand!
Jeg får nu også fat på hende og i fællesskab løfter vi lille Alma op på mit bryst.

Jeg græd! Jeg græd af glæde, af lettelse, af kærlighed og ikke mindst af stolthed! Stolthed hvor mig selv, min krop, vores samarbejde og vores datter! Det var smukt!
Se sagde jeg! Jeg gjorde noget rigtigt!

Tak for fordi du læste med!
Kærligst Julie alias Nogensmor