Kære krop! .. Hvorfor gør det ondt når jeg er nøgen? ..

.. Den anden dag fik jeg ondt, ikke sådan rigtig fysisk ondt, nok mere sådan ondt indeni min sjæl og dybt inde i mit hjerte! Det var sådan en smerte som rammer en når man aller mindst venter det! Eller aller mindst burde vente den! Jeg blev ramt i kvinde omklædningsrummet, lige dér, hvor jeg af alle steder ikke burde bekymre mig om noget som helst!

Men for at forstå hvad der skete i det omklædningsrum bliver vi nødt til at skrue tiden tilbage! Tilbage til dengang hvor spiseforstyrrelsen endnu ikke var flyttet ind i mit hoved og i min krop!
Jeg var 10? Måske 11 år og ønskede mig, mere end noget andet i verden, bryster! Uha for når man havde bryster så var man virkelig noget ved musikken! Sådan en rigtig stor pige, som rent faktisk kunne gå i bikini uden at ligne et strygebræt …
Dét, er nok det ønske jeg har fortrudt allermest i hele mit liv! For bryster det fik jeg! Endda et par pragteksemplarer! De voksede og voksede. Ja faktisk stoppede de nærmest aldrig, og da jeg så blev gravid så voksede de fandeme igen. Hvor andres bh’er ligner en tophue, så ligner min et villatelt!..

Back to the beginning!

.. Og de blev store, meget store!
Faktisk så store at jeg aldrig i mit liv har kunne identificere mig med dem! Jeg har altid følt at det var brysterne der kom gående med mig og ikke mig der kom gående med brysterne! De har gjort mig ulykkelige!
Og så hjælper det altså ikke med den der spiseforstyrrelse, bare sådan lige til at krydre det dårlige selvbillede!
Siden mine teenageår har det været min mening at jeg ville have lavet mine attributter mindre. Meget mindre!
For ikke nok med alle de psykiske pinsler de har plaget mig med, så er der faktisk også tunge! De giver mig ondt i sjælen og ondt i ryggen ..
Det er bare loose/loose! ..
Egentlig kunne jeg godt have fået dem lavet som yngre men allerede dengang meldte det store spørgsmål sig “kan jeg så amme mine børn, når jeg skal have sådan nogle engang?”, og det kunne min ellers flinke læge jo ikke garantere mig .. (Ikke at amning er alting, men det betød alligevel noget for mig!) Hm! Desuden var der jo så også lige det der med at graviditet og amning som oftest deformere brysterne i mere eller mindre grad, så jeg valgte og vente! Vente til at jeg forhåbentlig, for første gang i mit liv, kan forholde mig til og NYDE! hvad der forefinder sig syd for min hage!

Tilbage i omklædningen ..

.. Nå! Og der stod jeg så!
Halvnøgen og næsten klar til 4500 squats i et varmt lokale, da jeg skulle skifte fra den ammebh jeg til dagligt bor i, til den sportsbh jeg engang kunne passe .. Da det slår mig! HVAD MED MINE AMMEINDLÆG?!? Hvordan skal jeg nu få dem smuglet ned i den UTROLIG stramme sportsbh uden at det vækker opsigt? For tænk nu hvis nogle skulle opdage at jeg er en ammende mor? En mor som nærer sit barn med noget af det reneste i hele verden?
Jeg fik ondt! Ondt helt ned i maven og ind i hjertet! Hvorfor følte jeg pludselig sådan et behov for at gemme mig, og det jeg gør væk?

Under normale omstændigheder og uden de voldsomme hormonpåvirkninger, er jeg OVERHOVEDET IKKE tilhænger af at ammende kvinder eller kvinder i det hele taget skal gemmes eller gemme sig væk! Faktisk er jeg nok mere til “free the nipple” end “hideaway the woman”! Men pludselig stod jeg der, og havde allermest lyst til at krybe i mit eget lille musehul MED mine ammeindlæg og lille sportsbh, og så ellers først komme frem når lyset var slukket!
Øv hvor gjorde det ondt! Og hvor var jeg sårbar lige dér!
Mig, min spiseforstyrrelse, “mine” bryster og mine ammeindlæg. Forvirret, fortabt og slået hjem i ludo ..
Allerede inden jeg var begyndt at lave squats, havde jeg lidt mit første nederlag, og nok det mest smertefulde af dem! (Hvis man ser bort fra dagen efter 4500 squats).
Hvad var det der gjorde at jeg fik følelsen af at jeg skulle ligne alle de andre eller ligne den jeg var engang, i det omklædningsrum? Hvorfor måtte de ikke se den jeg er nu eller ville jeg ikke selv se den jeg er blevet? Eller var det i virkeligheden fordi jeg som sædvanlig ikke kunne identificere mig med mine bryster og deres kunnen, eller var det fordi jeg i fitnesscenteret var alene med mig selv og min egen identitet? Spørgsmålene var mange og hobede sig op i mit hoved!

Igennem spørgsmålstågen fik jeg kigget mig omkring i omklædningsrummet! Der fandt jeg noget, som jeg efterfølgende har fundet endnu mere foruroligende, end min egen vrangforestilling af min krop!
Rundt omkring i omklædningen stod specielt unge piger, med hænder og arme viklet rundt om deres nøgne kroppe. Gad vide om de kæmpede ligeså meget indeni som jeg gjorde?
Og hvis jeg ikke havde ondt før, så fik jeg det nu! For hvad er det der gør at vi kvinder ikke er bekvemme i hinandens nøgne nærvær? Hvad er det der gør at vi føler vi skal gemme vores bryster, vores ammeindlæg eller vores numser?
Er det fordi vi tror at naboen vurderer og dømmer os? Eller er det i virkeligheden fordi vi vurderer og dømmer os selv? Ingen af delene burde nogensinde eksistere!

Den lille knude i maven af ømhed sidder der endnu, men jeg ønsker mig for alt i verden at den snart opløses, og jeg kan komme til at hvile i min morkrop! For den er fandeme sej!
At kunne nyde og tro på min mand når han siger “your body is a wonderland”, det er målet!!

Tak fordi du læste med!
Kærligst Julie alias Nogensmor

Skriv et svar