Den værste ven i mit liv! ..

Nu er det nu, det er nu det skal være! Det er nu jeg føler mig stærk, klar og afklaret, det er nu I skal møde min ven. Min ven er ikke “bare” en ven, min ven er helt specielt! Sådan en rigtig “one of a kind”, personlig ven, én man ikke lige slipper når først venskabet er etableret.

Det er mange år siden jeg for første gang stiftede bekendtskab med min ven. Det er så længe siden at jeg har glemt præcis hvornår, men jeg mener det var omkring 6. klasse. Det var ikke venskab ved første blik, faktisk så var min ven, virkelig gode venner med en anden pige i min klasse, og egentligt så syntes jeg ikke at deres venskab var særlig godt og sundt. Tværtimod var der en uligevægt i venskabet. Der var også en form for splid, og jeg kan huske alle i klassen undrede sig!
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig at min ven og jeg skulle ende med så langt et forhold! Men det fik vi!

Vi startede meget forsigtigt i nogle frikvarter når jeg havde behov. Der var jo ingen der skulle tro at jeg ville stjæle noget fra nogen. Men jeg havde brug og behov for min ven.
Min ven var der altid!
Vores venskab udviklede sig, det tog fart, vi var nærmest blevet gensidige afhængige af hinanden. Vi mødtes tit, virkelig tit! Men altid når ingen var opmærksom på os! Vi skulle jo nødig vække for meget opsigt!
Min ven gjorde noget godt for mig, syntes jeg! Jeg fik en følelse som jeg aldrig havde følt før! En følelse af samhørighed, kontrol og sejr.
Jeg duede til noget sagde min ven, jeg var god nok, og jeg var rigtig. Min ven forstod virkelig at gøre mig glad, og give mig selvtillid!
Men nogen fik en mistanke og min ven og jeg blev sat på prøve!
Min mor kendte nu til vores venskab, og hun var ikke glad! Nærmere bange, frustreret og ked af, at jeg havde udviklet netop dette venskab. Hun ville passe på mig, beskytte mig og skærme mig imod min ven. Men det var svært! Hun gjorde alt hvad hun kunne, alt det rigtige! Men min ven var ikke sådan en man bare lige stopper et venskab med. Så hver gang min mor talte mig til fornuft, talte min ven mig dybere ind i venskabet.
.. Og sådan fortsatte det!
Jeg kunne ikke give slip! Jeg var blevet dybt dybt dybt afhængig af vores venskab, afhængig af det min ven kunne give mig, som jeg aldrig havde haft før! Der var så meget tryghed i vores venskab. En tryghed i at vide, når jeg fulgte min vens råd og anvisninger, så ville alt være godt! Min ven var også god til at rose! Specielt i starten af vores venskab, roserne ville ingen ende tage, når bare jeg fulgte min vens dagsorden. Det var jo nemt!

“.. Der var ikke noget min ven og jeg ikke kunne klare sammen. Vi var et team, et makkerpar. Når verden omkring mig var svær og uoverskuelig, var min ven der.”

.. Og sådan blev det ved! Med årene blev min ven dog mere og mere grov og bestemmende. Men når bare jeg gjorde hvad min ven efterhånden befalede så var alt godt i vores venskab! Stillede jeg spørgsmålstegn eller lod være, blev min ven enormt ubehagelig! Kaldte mig mange grimme ting, lod mig vide hvor uduelig jeg var, det gjorde mig ked af det. Men også dér, som så mange andre gange, var min ven der med det samme. Klar til at støtte og opmuntre mig, når bare jeg efterkom ordre. Så det gjorde jeg!

Der var ikke noget min ven og jeg ikke kunne klare sammen. Vi var et team, et makkerpar. Når verden omkring mig var svær og uoverskuelig, var min ven der. Jeg var vild med følelsen af den kontrol som min ven gav mig. Det var mig der havde kontrollen over det svære og uoverskuelige! Når bare jeg også havde min ven! Hver gang et problem dukkede op, gjorde min ven også. Gjorde jeg som min ven sagde, fik jeg selvtillid, overskud og kontrol.
Sådan var vores venskab i mange år!
Der var perioder hvor vi ikke var så tætte, og der var perioder hvor jeg ikke kunne leve uden! Min ven var standhaftig. Ingen kunne skille os ad!

Men nu skal vi skilles! Jeg har taget et valg. Det er bestemt ikke noget min ven bryder sig om! Men jeg vil ikke mere! Vores venskab må ende. Det bliver svært. Svært for os begge. Jeg ved at min ven hver dag vil banke på, vil forsøge sig og tale mig tilbage i venskabet.
Men jeg er træt! Træt af min ven. Træt af de evindelige befalinger og grimme ord, nu skal det være slut! Jeg er bedre end det.
Det bliver hårdt, men jeg er klar. Klar til at blive fri, klar til at blomstre uden kontrol og ubehag.
Jeg håber de har ret når de siger jeg kan komme helt ud af venskabet, uden at skulle bekymre mig yderligere om det i fremtiden.
Jeg håber de får ret, for jeg er bange! For hvem er jeg uden min ven? Min ven som har fulgt mig i tykt og tyndt, som hver dag har stået ved min side, hadet mig og elsket mig? Men jeg er villig til at være bange, bange for en stund, for nu skal det slutte! Jeg vil ikke mere, ikke mere tyranni og ikke mere kontrol.
Nu er det mig der bestemmer!

Jeg vil ikke længere kalde dig min ven, jeg vil kalde dig hvad alle andre altid har kaldt dig – min spiseforstyrrelse!

Tak fordi du læste med!
Kærligst Julie alias Nogensmor

Skriv et svar